Dette kunne være din reklame
KVÆG

RDM

RDM

Forside til Rød Dansk Malkerace

koen-1960-03

andelsfilm-02

Gumlende ko fra Krogården i Vester Skerninge på Sydfyn (1957)

bendt malker 1975

Bendt Møller på Egebjerg Bakker, Kirkeby sogn (Fyn) malker sine røde køer. (1975) 

(RDM - 1970) Rød Dansk Malkerace Anno 1970
Det røde danske malkekvæg (Navnet første gang anvendt ved Landmandsforsamlingen i Svendborg
1878) udgør hovedmassen af kvægbestanden på de danske øer. Bortset fra enkelte egne og spredte ejendomme, tages der ved kvægbruget på øerne næsten udelukkende sigte på fremstilling af mælkeriprodukter: smør, ost - og svin; og dette er uden tvivl grunden til, at der nu f.t. er udbredt en vis, år for år tiltagende ensartethed over det danske økvæg; det, der i så henseende er opnået i løbet af det sidste halvhundrede år, er i virkeligheden, om ikke just fænomenalt, så dog særdeles respektabelt. Ved midten af 19. årh. var nemlig økvæget i ligefrem påfaldende grad blandet og uensartet både i. h. t.
herkomst, udseende og ydeevne. Herom vidner umiskendelig de fra den tid eksisterende dyrskuelister og meddelelser, som jo dog må antages at have givet et billede af datidens tilstand på dette område, der vel snarere har været flatterende end det modsatte. Det dengang udstillede kvæg prangede, fristes man til at sige, næsten i alle regnbuens farver, og lige så forskelligartet var dets oprindelse. Dette må dog nærmest opfattes som udtryk for den bevægelse, der da var oppe for at forbedre det gl. kantede, ildebyggede og kun lidet produktive økvæg, og det må siges, at bestræbelserne herfor kronedes med held; man var forholdsvis længe om at opdage, at der bl. de racer, man havde indført som forædlingsmateriale, navnlig foruden jysk, Ayrshire-, Berner-, Tyroler-, Angler - samt andet nordslesvigsk kvæg i virkeligheden kun var ganske få, som passede så godt til forholdene, og som så let kunne skaffes til veje, at der kunne være tale om at benytte dem til detroniseringen af det gl. sjællandske og fynske økvæg. Valget faldt først og fremmest på Anglerkvæget, der jo i de tider var dansk kvæg; men desuden kom det fra Anglerkvæget ikke meget afvigende nordslesvigske kvæg (som der nu kun eksisterer få besætninger af) og det mere harmonisk byggede, men som malkekvæg mindre fuldkomne Ballumkvæg (som nu ikke mere findes i ren skikkelse, da det er blevet ændret ved Korthornets påvirkning) til at bidrage til omformningen ell., om man vil, forædlingen af den gl. kvægbestand på de danske øer. Denne havde været god nok, så længe man i kvæget kun så et nødvendigt onde, et uundværligt middel til omdannelse af halm til gødning; men efter at jordbruget i Danmark var begyndt at blive rationelt, og navnlig efter at der ved oprettelse af fælles- og andelsmejerier var skaffet betingelser tilv eje for en økonomisk mælkeproduktion såvel for bønderne som for herremændene, blev kvægbruget det centrum, om hvilket hele landbruget kom til at dreje sig. Fra nu af gik bestræbelserne ud på at udvikle kvægets evne til at omsætte føden i mælk, og medens man førhen foruden halm og lidt hø i gunstigste fald havde anvendt lidt skaftehavre, gik foregangsmændene som den gang navnlig fandtes bl. de større jordbrugere, over til efterhånden at opfodre større og større kvantiteter af den hjemmeavlede sæd; ja, hvad, man få årtier tidligere ville have anset for vanvid, man gik endog så vidt, at man indkøbte foderstoffer (oliekager og klid) til malkekøerne - der skete m.a.o. et fuldstændigt omslag i landbruget fra kornsalg til mejeridrift. Og samtidig med, at der indførtes disse betydningsfulde forbedringer på fodringens område, gik man over til at underkaste kvæget en så godt som helt igennem omhyggeligere pleje. Alt dette ville dog næppe have hidført den forholdsvis hurtige fremgang i kvægbruget, hvis man ikke desuden lidt efter lidt var slået ind på et mere rationelt avls- og opdrætningssystem. Man var ganske  vist hurtig nok kommen til at indse det rigtige i at følge renavlsprincippet i kvægbruget, men det varede dog noget, inden man, belært af erfaringen, fik rettet de fejl, der klæbede ved den tids opfattelse m.h.t. den fremgangsmåde, der skulle anvendes for uden at løbe nogen risiko at udvikle kvæget i ensidig malkeretning. Man gik navnlig i begyndelsen alt for ensidig frem, man så i sin søgen efter gode avlsdyr, kun efter individer, der gav megen mælk, og som var ell.
tilsyneladende var stærkt prægede deraf, men man var ikke ganske på det rene med, at meget af det såkaldte malkepræg - det kantede, tørre, magre, spinkle og delvis næsten forkrøblede i bygningen - også kunne skyldes ikke just en overvættes god malkeevne, men dels et kummerligt opdræt, dels en en på en vis svaghed, beroende, alt for fremtrædende tilbøjelighed til at lade kødet malke af sig, og desuden troede man en tid lang, at malkeevnen stod i ligefremt forhold til et enkelt såkaldt malketegns, nemlig spejlets, udvikling, og endelig begik man ved avlen og opdrættet de samme fejl som angelboernes. Så længe man var tilfreds med at have køer, som ganske lignede Anglerkøerne, gik dette an, men man indså efterhånden bedre og bedre, at man dels var i stand til at holde større og kraftigere bygget kvæg end dette - at Anglerkvæget m.a.o. ikke fuldt ud passede til forholdene - dels at fejlene kunne rettes, uden at malkeevnen derved forringedes. Ved bestræbelserne for at oparbejde størrelsen kom dels benyttelsen af nordslesvigsk og Ballumkvæg til nytte, dels og især opnåedes der i så henseende gode resultater, ved at man ernærede kalvene og ungkvæget rigeligere og anvendte fuldt udviklede tyre til avl, samt ved at man ved valget af stamkøer ikke mere nøjede med at se på malkeevnen (hvilken sidste man fik oplysning om ved afholdelsen af prøvemalkninger én eller flere gange månedlig), men også tog hensyn til, at individernes bygning var nogenlunde kraftig, samtidig med at den i passende grad var præget af brugen, malkningen. Der var således betydelig forskel, på idealet for et dyr af malkerace, man opstillede i
1850erne, og det, man senere stilede [ca. 1880] efter. I øvrigt finder man endnu og vil man foreløbig kunne finde forskellige typer af rødt dansk malkekvæg på øerne. Således er det fynske kvæg gennemgående større og kraftigere, men også meget grovere af præg end det lolland-falsterske, som mere nærmer sig og også ofte er direkte efterkommere af Anglerkvæget. På Sjælland træffes såvel begge disse typer som en mellemting mellem dem. Kvæget på Langeland og Bornholm nærmere sig det lolland-falsterske (det røde danske kvæg i Jylland er overvejende af fynsk type). I øvrigt har den fynske type i tidens løb fået indpas mange steder såvel på Sjælland som på Lolland-Falster og Bornholm. Som helhed er racen i de 40 år, i hvilke renavlen har været sat i højsædet, gået betydeligt frem såvel i harmonisk lgemsbygning og ensartethed som i produktionsevne. Omtrent halvdelen af Danmarks kvægbestand er af rød dansk malkerace. Denne findes, som allerede antydet ikke blot på øerne, men også i den sydlige del af Jylland. I den østlige del af Sønderjylland findes kvæg af omtrent samme type og herkomst som det røde danske kvæg i det øvrige kongerige. [Møller-Holst ca 1880]

- en gammel dansk race http://www.gamle-husdyrracer.dk/tidsskrift/2001_4/anglerkvaeget/danskracer.htm

RØD DANSK MALKEKO (RDM) http://www.gamle-husdyrracer.dk/dyrene/rdm/rdm.htm

Det fynske kvæg http://www.historie.syd-fyn.dk/landbrug/fkvaeg3.htm

Den røde ko http://www.historie.syd-fyn.dk/landbrug/kvaeg8.htm

Berømte røde tyre og køer http://www.historie.syd-fyn.dk/landbrug/kvaeg6.htm

Gårdejer Kristian Hansen, Højagergård http://www.historie.syd-fyn.dk/landbrug/kvaeg7.htm

RDM i familiens eje i over 100 år http://www.gamle-husdyrracer.dk/tidsskrift/2002_3/rdm-stigbenzon/rdm.htm

Gamle danske husdyrracer http://www.agrsci.dk/hag/images/husdyr.pdf

http://dad.fao.org/en/Home.htm

http://www.tiho-hannover.de/einricht/zucht/eaap/breedlst/1_2total.htm

http://neurocad.lva.lt/Breeds/DanBreeds.htm
 
 

Rød Dansk Malkerace (RDM)
De gamle RDM-ko (årgang 1970) havde i reglen et dybere og mere åbent midtstykke end den gamle SDM-ko (årgang 1965). Ryggen var mere ujævn, knap så stærk og krydset ikke så fladt og bredt som hos tilsvarende avlsdyr af SDM. Det moderne RDM, der efter ABK-indkrydsningen varierer i brunsorte, røde og gullige farvevarianter, må stadig betegnes som en kombinationsrace. Evnen til ar kombinere høj mælkeproduktion med gode anlæg for kødproduktion er udviklet gennem en målbevidst renavl. Dette er fastholdt under de seneste års gen-import. Racens og avlens udvikling er nærmere beskrevet i jubilæumsskriftet (Pilegård & Ryelund, 1978) og af Jensen (1986).
RDM er gennem en årrække gået tilbage, hvilket i høj grad skyldes, at den fortrænges af SDM. Denne tendens er fortsat indtil det seneste, hvilket ses af insemineringsstatistikken, hvor RDM's andel af insemineringerne er faldet fra 14,3 til 12,2% i perioden 1993 - 1997 (Borchersen & Hansen, 1998), samt hvor andelen af kontrollerede malkekøer er faldet fra 11,2 til 10,2% i samme periode. I et forsøg på at dæmme op for denne udvikling er der i de seneste 25 år importeret avlsmateriale fra andre racer med røde eller brune farveanlæg.
I 1965 importeredes forsøgsmæssigt sæd fra 2 tyre af Rødt Belgisk Kvæg (RBK) med det hovedformål at undersøge muligheden for forbedring af RDM's kødproduktionsevne. De skuffende resultater med hensyn til mælkeydelsen (Vesth, 1975) var den primære årsag til, at RBK ikke siden har haft interesse i forbindelse med gen-import. I 70'erne gennemførte Statens Husdyrbrugsforsøg (SH) (nu Danmarks JordbrugsForskning, DJF) i samarbejde med landsforeningen for RDM et forsøg med import af elitetyresæd fra de højtydende rødbrogede racer, SRB, FA og MRI (Ovesen, 1972a; Kim, 1983). I midten af 70'erne startede Landsforeningen for RDM en import af sæd fra ABK og RCK (rødt HF), og et begrænset antal sæddoser anvendtes i kontrollerede RDM-besætninger (Nielsen, 1975). På foranledning af Landsforeningen udarbejdedes i 1979 "Aktivitetsplan for avlsarbejde med Rød Dansk Malkerace indtil år 2000" (Andersen et al., 1979), og på grundlag heraf besluttede Landsforeningen at følge en plan for 5 års kontrolleret import af arveanlæg fra ABK.Samtidig udelukkedes import af gener fra andre racer. Resultaterne fra importforsøget med SRB, FA og MRI er publiceret i en række meddelelser fra SH og af Kim (1983) og Kim & Petersen (1984; 1985). Løbende opgørelser over F
1 -tyre af ABK- og RCK-oprindelse har været publiceret i LFK's årsberetning. ABK's indflydelse på ydelses- og reproduktionsegenskaberne er også undersøgt af Kjærsgaard (1986), og indflydelsen på kødproduktionsegenskaberne på individprøven er undersøgt ved SH (Andersen et al., 1987).
I bestræbelserne på at opretholde RDM har man på det seneste satset på et internationalt samarbejde ved deltagelse i Europæisk Rød Malkerace (ERDB) omfattende RDM, SRB, NRF, FA, Angler, Lettisk Brun, Estonisk Rødt, Litauisk Rødt og Polsk Rødt - en population på i alt ca. 1 mio køer (Hansen, 1997a).
I spidsen for avlen af RDM står landsforeningen for RDM og landskonsulenten for RDM.
Landsforeningen udgiver tidsskriftet "RDM-nyt".

RDM-Danmark www.rdm.dk

http://dad.fao.org/en/Home.htm
http://www.tiho-hannover.de/einricht/zucht/eaap/breedlst/1_2total.htm
http://www.ansi.okstate.edu/breeds/cattle/danishrd/
 



© • CMS • © •Copyright daic.dk • Egebjergvej 33, 5771 Stenstrup • Tlf. 6226 1341• Fax. 6321 0557 • E-mail