Dette kunne være din reklame
KVÆG

Mejerist Søren Jensens optegnelser fra Jersey-øen

Mejerist Søren Jensens optegnelser. Afskrevet af Hans Nørgaard. Erindringerne lånte jeg 1995 hos sønnen Karl Jensen på Jersey-øen. (Der mangler endnu en endelig redigering, men mit foreløbige manuskript kan vel også have en interesse for nogle, selvom erindringerne stopper brat, og visse andre tilføjelser endnu mangler HN) http://jersey-dk.dk/index.php?page=jersey-home&id=851

Mejerist-Soren-Jensen-Jersey-1908.jpg

I oktober 1907 så jeg i Mælkeritidende, at godsejer Jørgen Larsen, Gårdbogård søgte en mejerist til at bestyre et mejeri, der skulle bygges efter dansk mønster på øen Jersey i Kanalen mellem England og Frankrig. Jeg rejste op til ham med min ansøgning, talte med ham og fik tillige direktør Videbæk-Nielsen, Ålborg Amts Andels-Smørsalgsforening til at anbefale mig. Jeg fik tilbud fra godsejeren nogen tid efter om pladsen at tiltræde d. 1. januar 1908. Jeg anmodede da bestyrelsen for Ravnstrup Mejeri om tilladelse til at måtte fratræde til nytår  og da jeg ikke kunne sige op på mindre end 3 måneder, tilbød jeg at holde en mejerist i mit sted, indtil de kunne få en fæstet. De erklærede imidlertid at ville påtage dem at antage en bestyrer til de. 1. januar, idet de samtidig tilbød mig 200 kr, mere i årlig løn, hvis jeg ville blive i pladsen. Da jeg ikke syntes, at jeg kunne sende godsejer Larsen afbud på hans tilbud, afslog jeg dette. Jeg afslog tillige generalforsamlingens tilbud om en gave til 50 kr, da jeg syntes, at jeg ikke ville skylde dem noget, eftersom jeg rejste fra Ravnstrup, fordi jeg flere gange forgæves havde forsøgt, at få mere i løn. Dette syntes man sagtens ikke om, men jeg havde nu sat mig i hovedet at jeg ville have hævn over dem for deres karrighed, dog tror jeg nok nu, at jeg ikke skulle have handlet således af hensyn til dem, som virkelig var mine venner, da jeg tog bestemmelsen, tænkte jeg vel nærmest kun på mine uvenner eller vel snarere misundere; thi virkelige uvenner tænker jeg næppe jeg havde. Det er endnu for tidlig for mig at skrive om min gerning herovre i det fremmede land, hvor jeg måtte begynde med at lære så meget nyt, som jeg ikke havde tænkt på, det må vente en tid endnu.

.....................

Brev fra de normanniske Øer. Jersey i juli 1918.

Når min gamle ven Frede Fogt så pænt beder mig om at skrive noget om de omgivelser og forhold, hvori jeg for tiden lever og nu har levet i de sidste ti år, så gør jeg det med glæde, idet jeg samtidig føler, hvor meget det skorter mig på evner til at sige og få med i mit brev til Danmark alt det, der burde omtales herfra, som noget der ville gøre indtryk på dem, der skal læse, hvad jeg nedskriver herovre på den lille ø Jersey, hvor jeg hver dag er optaget af alle de pligter, der følger med ledelsen af en forretning.

For en dansker, der kommer lige hjemmefra, kan de normanniske øer sikkert ikke undlade at gøre et stort indtryk på grund af, at naturen synes at være på mange måder en hel anden end hjemme. De tusinde klipper og skær, de mange steder nøgne klipper i lyse eller mørke farver er jo noget nyt for danskerne, for en nordmand ville det småske se helt hjemligt  ud, hvis han ikke traf at lande her om vinteren og så bølgende græs på de af levende hegn omsluttede vænger og stedsgrønne træer og buske alle vegne ved juletid.

I det hele nyder disse øer her inde i St. Malobugten et klima, der er gunstigere end klimaet ovre i Frankrig på den samme breddegrad, det er ikke varmere om sommeren end hjemme, og der er sjælden frost om vinteren. Golfstrømmens varme vande regulerer varmen; vinteren er dog ofte ubehagelig, fordi den bringer megen fugtighed og megen blæst, men sommeren varer over ni måneder her og tillader dem, som dyrker jorden at avle to gange årligt. Jerseys specialitet er de tidlige kartofler som plantes i februar og sælges i maj og juni, der kan da sås rodfrugter bagefter, som bliver store nok inden jul, og som anvendes sammen med hø til foder for kvæget, når dette ikke kan sættes på græs, hvad ofte sker en tid efter jul. Jerseykoen, som giver så fed en mælk, at der kan laves et pund smør af 17£ mælk, kender man jo nu ganske godt i Danmark, efter at denne kvægrace er bleven indført herfra. Høje priser er bleven betalt for præmierede individer, ja der er bleven betalt højere priser i Amerika for de bedste tyre herfra en for Konge præmiehingste i Danmark. I fredstid sælges der mange hundrede stykker kvæg om året til Amerika, England og flere lande, krigen har nu jo næsten standset udførselen. De tidlige kartofler er stadigvæk øen Jerseys bedste udførselsvare, i fjor androg værdien af disse over 14 millioner kr, det er jo en uhyre sum penge for en lille ø på størrelse med Samsø. Her som andre steder er jorden stegen i værdi i de senere år; der findes næppe noget land i verden, hvor en tønde land koster så meget, den er sikkert gennemsnitlig 10 gange så dyr som i Danmark. Ejendommene er små, derfor veldyrkede, mange landmænd, som har nogle få tønder land, bor pænere end proprietærer hjemme, husene er byggede af granit, der er rummelige og praktisk indrettede. Beboelseshusene gerne i to stokværk med soveværelserne ovenpå. Der findes en mængde veje i udmærket stand.
Øen Jersey har 11 landsogne hver med en kirke og en præst samt en by på 25.000 indbyggere (det halve af øens befolkning), hvor der findes mange kirker og kapeller for flere trosbekendelser: romersk-katolske, baptister, metodister, skotske presbyterianere o.s.v. Jesuiterne har fundet et fristed her og har kirker, klostre og store skoler i og ved byen. Hovedmassen af øens indbyggere bekender sig til den engelske kirke, alle sognekirkernes præster, udnævnes af den engelske regering efter indstilling af den lokale regering, der består af ca. 50 medlemmer valgt af øens befolkning efter en gammel valglov, således har de 12 præster (rectors) sæde i regeringen (the States).

Der er næppe noget skønnere syn end udsigten på en klar sommerdag fra øen Sark, Kanaløernes perle, en af de mindste men den højeste af dem. Man ser fra den over det azurblå hav Jersey mod sydøst med sine klippenæs og bugter, Guernsey med de mindre øer Herm og Jethau (Klikholm) i nordvest, mod nord øen ALderney og utydeligt den hvide sandbræmme langs Frankrigs kyst hvor landet  hæver sig bag kysten. Denne kyst ser man ganske tydeligt fra nordkysten af Jersey, hvor klipperne , nøgne eller overgroede med græs, lyng eller grønne bregner hæver sig somme steder stejlt, somme steder i afrundede former, dannende mange små bugter, der er kransede af den dejligste hvide strandkant. Som i en drøm stirrer den fremmede vandrer ned mod stranden fra det høje land bag ved Bouley Bay. Greve de Lecq er såre skøn en sommerdag, endnu fagrere er St. Brelades Bay på den sydslige kyst, prægtig i udsigten fra St. Catherines Bay og Annes Port mod øst, nær dem hæver sig det gamle slot Mont Orgueil Castle bygget på en klippetop ved kysten og overgroet med vedbend. Det er lige som en mindre udgave af det prægtige slot, som er bygget inderst inde i St. Malos bugt på en klippestok, der rager op af den hvide strandbred, som overskylles af tidevandet og ligger bar i ebbetiden. Hundreder af år har man bygget på den samling af kirker og klostre med tilhørende lille by ved klippens fod som danner det berømte Mont St. Michel. Jeg besøgte det nogle år tilbage og det er interessant nok til, at man kunne skrive en bog deom, men det hører jo ikke til Jersey eller de normanniske øer, så vi må springe over det denne gang.

Victor Hugo har sagt, at Kanaløerne er brudstykker af Frankrig, kastet ud i havet og opsamlet af England. Den kendsgerning at disse øer tilhører England, endskønt Normandiet, hvortil de naturligt hører og en del af Frankrig bærer vel skylden for dette udbrud af Frankrigs store digter. Videnskabsmændene siger, at to gange har Jersey været landfast med Frankrig og engang har det været dækket med sne som Grønland, nu er, nemlig i den store Istid, for 200.000 år siden, mener man at det forhistoriske menneske har boet ved øens kyst i H? , man har for kort tid siden fundet en sådan hule ved St. Brelades bugt fuld af flintkiler og brudte knogler af fortidens store dyr, som disse urtidens mennesker har jaget.

At Jersey og de andre normanniske øer tilhører England og ikke Frankrig, skønt de danner en del af Normandiet skyldes jo den omstændighed, at England var stærkere på havet end Frankrig, så dette efter at have taget Normandiet fra England måtte lade det sidstnævnte land beholde øerne, skønt de set fra et nationalt synspunkt sikkert for hundreder af  år siden burde have været indlemmede i Normandiet.

Skulle en folkeafstemning nu afgøre til hvilket land, de skulle høre, ville de sikkert forblive engelske; thi de er særlig i den senere tid blevne anglicerede i en sådan grad, at hovedparten af øernes beboere ikke kan tale og derfor ikke taler fransk. I byen St. Helier tales så at sige kun engelsk, det er forretnings- og omgangsproget, fransk er ifølge loven det officielle sprog, men i den lovgivende forsamling og i retten må folk nu tale engelsk, hvis de foretrækker dette eller ikke forstår fransk. Landboerne taler Norman-fransk indbyrdes, men dette sprog eller man må vel kalde det dialekt, kan en franskmand ikke uden videre forstå. Al undervisning i de kommunale skoler, også på landet sker på engelsk, så fransk  selvfølgelig bliver forsømt og måske vil forsvinde efter at have været talt på disse øer i henved tusinde år.

Måske har dog en latinsk tunge lydt her en tid før vikingetogene, måske har det været kelternes sprog, det er ikke afgjort hvilken, men der er en overvældende mængde beviser på, at disse øer var nogle af de første, faste punkter, som vore nordiske forfædre, de vilde normanner tog i besiddelse, da de begyndte at angribe Frankrig fra søsiden. Stednavne her ..? på Næs, Bugter, Vige, Skær, Bakker og Dale er af nordisk oprindelse, ligeså en mængde slægtsnavne på personer. De har fået et fransk snit og er derfor sommetider lidt vanskelige at genkende, men de udgør de ældste navne og får en til at drage den slutning, at normannerne har fortrængt den befolkning, som var her før vikingetogene begyndte og efter at have givet navne til bugter, vige, fritstående klipper, skær o.s.v. som om de var i norden, har de slået bo og naturligvis talt den oldnordiske tunge måske i lange tider, indtil de her som i Frankrig, på Sicilien og i Apulien, skønt herrer i landet, opgav deres hedenske mål og bøjede sig for kirkens og kulturens krav.

Ganger Rolf? [Rollo?] kom til Normandiet som den vilde hedning og blev tæmmet ved forlening med det skønne, rige land ved Kanalen; hans efterkommere var de stolte hertuger, hvoraf en satte sig i Englands kongestol og prøvede alvorligt på at få angelsakserne og danskerne i dette land til at tale den franske tunge. Det lykkedes kun til dels i England, men her blev sproget det samme, som taltes i Normandiet og de navne, som de første nybyggere fra norden havde givet øerne og deres enkelte steder ligesom de navne, de selv bar skiftede, lidt efter lidt skiftede form, da navnenes betydning ikke længere forstodes af befolkningen. Navnene Jersey, Guernsey, Sark, Herm er af nordisk oprindelse; Jersey er Jarlsø, endelsen ey er en forkortelse af ejland, som vi selv har brugt for ikke så  langt tilbage, nu udtaler man navnet som "djørsi" på engelsk, Guernsey (udt. nu görnsi) er formodentlig "Væringsø". Lyden (wa) blev i mange tilfælde til gelgi på fransk, Vilhelm (William) er Guiaame på fransk, navnet "vagt" blev til geyt, her findes et Ney du geyt, som vist var "vagtnæsset", thi ved siden af dette næs på øens nordside findes en bugt med en sandet strandbred, hvor skibene kunne trækkes på land og tværs over næsset findes levninger af en jordvold. Tæt ved er den smukke Bouley Bay, som nok først hed Bulvig eller Bolvig, nu kalder man den både vig og bugt, da man ikke ved, at Bouley (udt. Buli) i sig har endelsen "vig". Fra denne bugt eller vig ser man en mils vej ude nogle små "skær", som på fransk kaldes "les ecrehous" Dette er bare en forvanskning af "Skærholme", thi man har i gamle skøder formen "holnus" latiniseret, som siden bliver til "hou" (udt. "hu". Øen Jethou (sjetu) kaldtes først "Klikholm".

Midt på øen Jersey findes en høj på hvilken der er bygget et tårn, hvorfra man har en god udsigt. Dette tårn kalder man nu på engelsk "Prince`s Tower", hvorimod det franske navn er "La  Hougue Bie" på dansk Højby, der har formodentlig været en kæmpehøj der, siden har der ligget en lille landsby, som de ældste dansktalende folk har kaldt Højby eller måske i det gamle mål "Hougby" og dette navn er så bleven bevaret i det franske navn, som jo udtales "la huhg bi". Der findes forskellige steder på eller ved disse øer kegleformede, fritstående klipper, som normannerne rimeligvis har givet navnet "stok", som på fransk er bleven til Etacq i Jersey og Etat ved Sark; i bestemt form L`Etat (udtales leták og leta). Dette ords ændring i udtale følger samme lov som skole, der bliver til Ecole. Skær der bliver til Ecer eller Ecre. Der findes hundreder af stednavne, navne på ting, hvis oprindelse sikkert går tilbage til oldnordisk, jeg skal nævne nogle i flæng: albecq, boarg, brecqhou (brækholm), danemarche, gigouloude, (vigelsland), hague, hêche, haule, hoequard (høstgård), havre (havn), houle (hal), ney (næs), mielle (mel, sandhøj), homard? 8hammer), soud, (sand), tangou (tang), vraic (vrag nu i betydning tang), vie eller vicq (vig).

Af endnu større interesse er de slægtsnavne (efternavne), som mange folk her ovre bærer, og som afgiver et slående beviss på beboernes nordiske oprindelse. Jeg skal nævne en del navne, som jeg nedenfor har opstillet i rækker:

Anquetil Anketil
udelades indtil videre

Her er, synes mig, noget som vi burde tænke over. I et land fjernt fra norden, hvor det nordiske mål for længe siden har ophørt at lyde, bærer bakker og dale, klipper og skær , ja folkene som bor her vidnesbyrd om norden, mens i selve hjemlandet vel stednavnene har bevaret deres nordiske præg, mens befolkningen har bortkastet deres gamle navne og kalder sig i tale og skrift med græske, latinske eller jødsike navne. Hvor meget nordisk er bevaret i et navn som Peter Christensen eller Marius Hansen? Kun endelsen sen, og så er den endda fordrejet.

Det må være nok for denne gang. Kun dette, før jeg slutter mit brev. Det tynder ud i de gamle slægter af normannisk afstamning på Kanaløerne, thi i de senere år, er en mængde udvandret til Canada, og deres pladser fyldes af folk fra Frankrig, især fra Bretagne; men med stolthed viser beboerne på disse øer tilbage til den tid, da deres hertug erobrede England, og de hævder at være den sidste levning af det hertugdømme, som kongen i England, for dem hertugen af Normandiet, råder over.

Mit eget livs historie. Skrevet i året 1942.
Barnemindet er langt, siger man, det kan man først rigtig forstå, når man bliver gammel; thi så dukker minderne  op fra den lykkelige og sorfrie tid, da man var et lille barn, som legede i og omkring de simple og skrøbelige huse, som gav ly for folk og fæ i ens hjem, dette hjem, som var bygget midt i Vendsyssel, og som på mange måder mindede en om Egyptens land. Der var på den ene side de grønne enge, hvor græsset groede  hvert år uden at blive sået, på den anden side var de tørre sandmarker, hvor kun lidt ville gro, selv om man såede. Kun nogle skridt bragte os ned til åen, der løb i kringelkroge gennem engene; hvor der var et knæ, var der gerne et dybt "høl", som vi kaldte det, hvor åen flød lige på en lang strækning var vandet ikke, dybt, så vi flere steder kunne vade over, og der badede vi om sommeren. I de dybe "høl" var der ål som jeg fangede på krog med en frø ? som madding. Når foråret kom i april, sang frøerne deres underlige strubesang, storken gik og frem tilbage og bukkede sig hurtigt, når han fik øje på en stakkels frø, som han slugte i et gulp og betalte for den ud af den anden ende samtidig. Så kom i juni og juli måned høhøsten, da leen klang under strygstikken, da høet duftede, og vi fik travlt med at samle det sammen, først i lange haler, som måtte vendes, når det var vejret lidt og siden sættes i stakke. Når disse stakke skulle hentes hjem, blev hø læsset på en hækvogn, som vi kaldte den, og til dette arbejde krævedes en erfaren mand, som kunne bygge et stort læs op til 15 fod fra jorden og få det hele læs til at hænge sammen, så det ikke skred af, når det kørtes hjem til høloftet. Der blev, når læsset ansås for højt nok, anbragt et læssetræ (læssestang) oven på læsset bundet med reb først fortil og tvunget ned bagtil så læsset blev presset sammen. Desuden førtes et langt reb rundt om læsset flere gange i forskellig højde, for at holde sammen på høet. Det var en særlig glæde at få lov til at sidde oven på læsset, mens det blev kørt hjem; dette var jo mere nødvendigt, når vi hentede hø fra enge, som lå langt borte fra vort hjem, vi havde en eng, som ikke lå ved åen, men som var næsten en halv mil borte. Den, som kørte sådan et læs hø, måtte passe på, at han ikke væltede, hvilket kunne ske, hvis vejen skrånede; thi så måtte jo hele læsset tages bort fra vognen, som så måtte bringes på ret køl og hele læsset, som lå spredet ud ved siden af vognen, atter bringes op på vognen. Når høet kom hjem, skulle det bringes ind på høloftet, som var oven på kostalden, hvor der var to svaler, som vi kaldte dem, det var udbygninger lige som kviste med lemme i steden for vinduer. En mand stod på læsset og sendte høet ind ved hjælp af en høtyv (fork), og så måtte der være tilstrækkeligt med hjælpere inde på loftet til at bære høet bort, og til at begynde med måtte det bæres langt bort fra lugen, så der kunne blive plads til alle de læs hø, som vi havde i vore enge. Der var langt hø og en god afgrøde, hvor engene var våde og farlige at gå på for heste og kreaturer, men kortere hø og lidt af det, hvor engene var mere tørre.
På den anden side af mit hjem så det ikke så godt ud; der var sønden for åen en række gårde, som lå i en næsten lige linje fra vest til øst mere end en mil lang, de lå på en sandet strækning, som må have været gammel agerjord, som vel engang har været frugtbar, men som var bleven udpint af årlige kornafgrøder i tidligere tider. Samtidig var al trævækst forsvunden på disse steder, kun ved gårdene var der små haver, hvor der groede små træer og buske. Diger opførte af græstørv dannede skel mellem markerne og gærder for haverne. Små grøfter eller agerrene var også ofte skel i markerne mellem de forskellige ejendomme. Den nylig pløjede jord var ofte udsat for stærke storme om foråret, så muldjorden blæste bort og blottede sandet nedenunder. Dette fygende sand havde på min faders ejendom lidt sønden for gården, dannet hele bakken, som min fader, der ikke kunne lide bakken, prøvede på at blive af med ved at tage toppen af dem og køre sandet ned i lavningen neden for bakkerne. Dette var en tvivlsom vinding, siden han ikke kom til god jord oven på bakkerne og dækkede den gode jord i lavningen med sandet fra toppen af bakkerne, så han for at forbedre sin agermark kørte tørvejord oven på sandet og blandede med dette i hensigt at gøre jorden i stand til at gro rug i; men resultatet blev på disse steder en meget mager jord, som ikke gav mange fold rug eller havre, og som, når der var græsmark der, kun egnede sig til at tøjre nogle får på, og disse dyr levede ikke højt der. Vi havde dog også nogenlunde god jord andre steder; den magre jord var den såkaldte Vestermark; den del af vor ejendom, som vi kaldte Østermarken, var meget bedre jord, og så havde vi en lang strimmel jord langs med engene, hvor vi kunne avle havre og byg; der var det ikke for tørt, denne del af ejendommen kaldte vi harken. SÅ havde vi langt sønden for gården et kær med tuer i midten og banker ved siderne, der blev vore køer drevet ud hver eftermiddag, og der var altid græs, men imellem tuerne groede ingen græs, fordi køerne trampede omkring der hver dag og lavede det i en søle. SÅ var der en halv mil mod syd et indelukke, hvor vi sendte noget ungkvæg, som ikke malkede, ud om foråret og lod dem blive der hele sommeren. De kom i den tid ikke i hus men lå ude om natten og fik i løbet af sommeren den dejligste skinnende pels. Vi måtte dog hver dag gå derud og hejse vand fra en brønd i et trug til dem, og det var et arbejde, som jeg ofte havde at løbe derud for at vande disse kvier. Vi havde tæt ved dette indelukke en stor eng, som dog ikke gav ret meget hø, men vi måtte ofte, når høet var taget hjem, trække alle vore køer derud om eftermiddagen, slippe dem løse der og fange dem igen ved aftenstid for at bringe dem hjem, for at de kunne blive malkede og komme i hus om natten. Dette at koble mange køer sammen, kender man ikke noget til på øen Jersey, da de kun har få køer, og deres marker ligger tæt ved husene, så en mand tager 2 eller 3 køer ad gangen, når han skal tage dem hjem fra marken.
Åen, som løb forbi mit hjem, hed Ryå og tog sin begyndelse i Dronninglund sogn, og der var tæt norden for Hjallerup Kro en mølledam og en mølle, som kaldtes Dal Mølle. Tre Fjerdingvej længere mod vest kom man til Raunstrup Mølledam, som var temmelig stor. Der var en dæmning mellem Raunstrup Hovedgård (Nørre Raunstrup) og Møllegården, en vej gik på dæmningen og førte ind til en god vandmølle. Der var ingen vandmølle, før man mange mil mod vest kom til Hammelmose lige sønden for Thise Bakker, da der kun var ringe fald og Hammelmose Vandmølle var ikke så god som den i Raunstrup og der var ingen mølledam. Fra Hammelmose drejede åen mod syd og gik vest om den Store Vildmose for at løbe ud i Limfjorden. Lige ved mit hjem var et spang over åen og efter at have passeret dette gik man over en eng og langs en markvej op til Ørum kirke. Naboer og folk, som  boede længere mod syd, kom altid enten gennem eller forbi vor gård, når de om søndagen gik til kirke. For mere end tre hundrede år siden boede i Ågård den bekendte lars Dyrskött, som var bøndernes fører under Svenskekrigen i 1644 og som fandt sin død dette år i Nørre Sundby. På alterkalken i Ørum kirke, hvilken kalk endnu bruges, står der, at den er bleven skænket til kirken af Lars Dyrskøtt 1625. Hundrede år efter var der 4 gårde i Ågårde. Slægten Dyrskøtt var flyttet derfra og til Jerslev sogn, hvor Lars DYrskøtts søn, den lærde bonde Peder Dyrskøtt boede. Han er det, som har skrevet sin faders historie. I min barndom var der 3 gårde på stedet, den fjerde gård var flyttet ud halvvejs til Kjællingbro og kaldtes SØnderkær. Denne gård ejedes i min barndom af Kristian Kristensen KOld, hvis kone var gammel nok til at være moder til ham, hun avde holdt ham over dåben. Hun havde pengene, som gården var købt for. Mit hjem lå imellem 2 andre gårde. Østen for mit hjem boede Jakob Nielsen og vesten for det et lille stykke vej borte boede Niels Kristian Nielsen. Han blev altid kaldt Kristian Ågård. Min fader, som hed Anders Peter, hed altid i daglig tale "Anders Peter i Ågård". Manden i den østre gård var af en slægt, som vist havde boet der i lang tid, mens min bedstefader og faderen til Kristian Ågård i den vestre gård begge kom fra Vester Hassing. Kristian Ågårds fader blev altid kaldt Skomageren, og Kristian var ved siden af at være landmand også karetmager. Min bedstefader var, som jeg har fortalt om i min slægtshistorie, fra gården Hækken i V. Hassing og kaldtes derfor ofte Jens Hek, hvilket i omtalte ofte blev til "Hække", hvilket vel nærmest betød "Hækkemanden", det vendsysselske sprog har 3 køn, og endelsen "i" betegner hankønsord. Da mine bedstefader skulle have sit første barn i kirke, sagde præsten til ham, at siden han var kendt under navnet "Hæk", (eller Hek), burde han lade sine børn døbe med dette navn; der var nemlig udstedet en ordre fra Kultusministeriet i 1828 om, at præsterne skulle gøre sig anstrengelser for at give alle folk faste slægtsnavne, således som det er skik i andre lande og derved blive af med den uheldige og forvirrende skik, at efternavnene skiftede fra fader til søn. Min bedstefader hed nemlig Jens Andersen. Hans fader hed ANders Sørensen og min bedstefader ville have sine børn til at hedde Jensen til efternavn, hans ældste barn, en pige, blev døbt Maren Jensdatter, og min fader blev døbt ANders Peter Jensen. FØr den forordning kom, der forbød de vekslende navne, var det ikke nødvendigt at nævne efternavnet ved dåben, men bare fornavnene (Kristennavnet, som det kaldes i England og Frankrig), hvor efternavnet ikke siges ved dåb eller vielse. I Holland, hvor man havde den samme skik som i Danmark, at efternavnene skiftede fra slægt til slægt, var det bleven påbudt, da landet var under Napoleon, at folk skulle antage et slægtsnavn, og at navne på søn (zoon som det hed på hollandsk) ikke kunne kaldes et efternavn. Dette havde til følge, at hollænderne måte antage slægtsnavne. Man så i Danmark, at det var upraktisk, at folk skiftede navn fra fader til søn, og at navne, der endte på "sen" eller "datter" var alt for almindelige. Derfor påbød man i den omtalte forordning af 1828, at i fremtiden skulle fader  og søn have det samme efternavn, at døtrenes efternavne skulle være det samme som sønnernes, og at dette slægtsnavn skulle siges ved dåben. Meningen var jo, at man ville have folk til at antage faste slægtsnavne som i andre lande. Men det blev i høj grad misforstået og havde til følge, at navne der endte på "sen" blev antagne som slægts- og efternavne både for sønner og døtre; min bedstefader måtte således finde sig i, at hans anden og tredie datter blev døbt Jensen og ikke Jensdatter som den første var bleven. Da præsten foreslog, at min bedstefader skulle lade sine børn døbe med sit kendingsnavn "Hek", som havde været det navn, han og hans forfædre havde været kendt under, vægrede hans sig derved, da han betragtede navnet mere som et øgenavn, og derved forhindrede han sine børn og deres børn igen fra at komme i besiddelse af et ejendommeligt og sjældent navn og sendte dem derved ud i verden med det samme navn, som tusinder bærer. I andre lande har faste navne været i brug i mange hundrede år, og dette gør det muligt for folk at spore deres forfædre tilbage til længst forsvundne dage og holde rede på alle slægtens grene. Samtidig dermed er det altid en god anbefaling at have et navn, som er sjældnet. Men bønderne havde slet ingen forståelse deraf og dog så de op til udlændinge, som bragte deres navne ind i landet og var stolte af, at de havde et sjældnet navn. Der opstod i slutningen af det nittende århundrede en bevægelse for at få folk til at antage slægtsnavne, da nogle få efternavne som Nielsen, Sørensen, Jensen, Pedersen o.s.v. var slægtsnavne for en uhyre mængde familier uden at disse familier kunne siges at være i slægt med hverandre, og der blev vedtaget en lov, som gav folk ret til at antage et navn, som de havde været kendt under, men opgaven er ikke bleven løst endnu, skønt de fleste gerne vil have et navn, som er forskellig fra andre folks navne, som de ikke er i slægt med. Mange familier pynter sig med et dobbeltnavn, som er dannet af moderens navn og deres faders, hvis moderen har et sjældent navn; sådanne navne som Vibe-Pedersen, Schøtts-Christensen, Grove-Rasmussen o.s.v. Disse familier kan dog ikke på denne måde blive skilt ved deres sen-navn da det er forbudt at antage andre familiers navne.
Gårdene i Ågårde og vel i hele mit fødesogn Ørum var fæstegårde under hovedgården Nørre Raunstrup, og da min bedstefader kom til Ågårde for at gifte sig med min bedstemoder, som var fra Trøderup i Hellevad sogn tog han gården i fæste. Det må have været omkring ved året 184? og kort tid efter fik han og alle hans naboer opfordring til at købe deres gårde og blive selvejere. Min bedstefader blev som så mange andre lidt forfalden til at drikke brændevin, de havde så få læder og adspredelser at dette at have et glas brændevin var vel den eneste fornøjelse de havde efter det slid og slæb, som livet var for bønderne i disse tider. Hans kone døde efter at have skænket sin mand 1 søn og 3 døtre. Sønnen, min fader sled i mark og enge, såsnart han blev fri for at gå i skole, som ikke var en stor tiltrækningskraft, da skolelæreren ikke lærte dem stort, men var rede til at bruge tampen ved enhver lejlighed. Da den ældste datter Maren, som var flere år ældre end min fader, blev gift med en håndværker og fik et stykke hedejord et stykke  borte, og de to andre døtre var unge, blev det efter moderens tidlige død nødvendigt at få fat på en husholderske og min moder fik denne plads og drog fra Serritslev sogn ned til Ørum. Efterat faderen havde aftjent sin værnepligt som infanterist i Ålborg, blev det bestemt, at han skulle overtage gården imod at give sine søstre en arv og tage sin fader på aftægt. Han blev gift med min moder i året 1873, og jeg blev født lige før jul samme år. Lynet slog ned i laden enten den følgende sommer eller året efter. Laden nedbrændte, og da den blev bygget op, blev det bestemt også at ombygge det halve stuehus, hvad i Vendsyssel kaldes en rolling. I min barndom var den vestre ende smallere og lavere end den østre ende af stuehuset, hvor der var køkken, bryggers, mælkestue, bagerovn og en lille stue, hvor bedstefader sov. Jeg sov hos ham i lang tid og morede mig tit med at undersøge de mange sølvknapper og spænder, som bedstefader havde i et skab, som hang på væggen ved siden at et amerikansk stueur. I sine unge dage havde han vist haft alle disse knapper og spænder på sin dragt, han var jo en gårdmandssøn fra den største landsby i Vendsyssel; men jeg tror ikke, han var lykkelig i Ørum sogn, som også var en frygtelig afkrog, særlig i de tider, da vejene ofte var ufremkommelige og afstandene til byerne store. Min bedstefader kan ikke have været meget over 60 år, da han døde samme dag og time, som jeg fyldte mit ottende år (14. december 1881). Jeg husker min fader sadle en hest og ride bort, han red til Vester Hassing og bad dem komme til begravelsen, som så vidt jeg husker fandt sted St. Stefansdag (2den juledag). Det var jo en gammel skik at holde stor begravelse, og de kom da også kørende i flere vognlæs og fik nok at spise og drikke både før og efter jordfæstelsen. Så vidt jeg husker var min moders fader også med, han må de have skrevet til, da han boede i den stik modsatte retning. I min slægts historie har jeg skrevet en del om min moder, som kom fra Serritslev og drog over bakker og dale mod sydøst til Ørum sogn, som lå langt borte fra veje og byer, på en stor åben flade, dannet  marker og enge samt store lyngbegroede strækninger, som strakte sig fra Dronninglund sogn vestpå til den store Vildmose. Mod syd spæærredes udsigten af Hammer Bakker, og mod nord var der bakker mellem Ørum kirkeby og Hallund. Lyngheden blev efterhånden forvandlet til agerjord, og den gav i hvert fald i lang tid et bedre udbytte end de tørre udpinte sandmarker, som lå tæt ved mit hjem. Der var nemlig under lyngheden kun et par fod til vand, og der så nærmest ud til, at der engang havde været havbund, hvor heden var. Moder har fortalt mig, at jeg var en meget videbegærlig dreng, og at jeg spurgte hende om mere, end hvad hun kunne svare på. Hun lærte mig at stave og læse, men jeg var otte år gammel, før jeg kom i skole. Men da var jeg også så vidt fremme, at jeg kunne læse flydende, og da skolelæreren i Sønder Raunstrup skole, som var i ende af fattiggårdens stuehus opdagede, at jeg kunne læse det første bud udenad, så jeg kunne remse det op, næste dag jeg kom i skole. Vi måtte læse alle budene med Luthers forklaring dertil, trosbekendelsen, alterens sakramente samt en uhyre masse salmevers udendad, foruden naturligvis regning og skrivning. Skolelæreren var en gammel  falleret købmand, han var ungkarl og boede i et par værelser oven på skolen og fik kosten bragt op til fra fattiggårdens bestyrer. Han holdt meget af at gå ud og besøge folk og få sig et glas brændevin, og det hændte da også, at han var ude af stand til at holde skole. Jeg husker engang, at vi legede uden for skolen fra middag til kl. 3 om eftermiddagen, at skolelæreren kom ned og stående i døren holdende fast i dørstolpen med en hånd og læggende sin anden hånd oven på hovedet af en dreng, som var på vej ind i skolen, råbte ud til os, at nu kunne vi gå hjem. Jeg forlod skolen i Sønder Raunstrup og drog op til min moders fader i Serritslev, hvorfra jeg måtte gå til Hjelmsted skole. Der havde jeg en lærer Christiansen, som havde en landejendom og var meget interesseret i at få noget ud af sine køer. Han var dog også en dygtig lærer, især i regning. Han røg tobak hele tiden og havde en frygtelig lang pibe med et porcelæns hoved og et langt trærør, og imellem dette og pibespidsen var der et såkaldt "bevæg", et bøjeligt stykke slange; men piben var så lang, at Christiansen, når han tændte den, måtte lade den brændende tændstik falde ned i hovedet. Han var dygtig til hovedregning, men min bedstefader Hans Chr. Sørensen, kunne slå ham i dette. Han røg også tobak men ikke af en lang pibe, og når han skulle have den tændt, brugte han et fyrtøj, som bestod af et lille kobberrør fyldt med trøske, som han fik fra sine slægtninge i Tveden i Jerslev sogn, og så et knivsblad af stål og en flintesten. Disse dele bar han altid hos sig i sin frakkelomme, og når han kom hjem om aftenen, så jeg ham ofte en lang vej borte slå gnister, der fløj omkring ham, mens han prøvede på at få ild i tønderet, når hans pibe var gået ud. Han brugte aldrig en tændstik, når han kunne undgå det, og jeg så ham ofte gå ud i køkkenet, rage en glød ud fra komfuret, putte den i sit pibehoved, bakke løs og når der var ild i tobakken, hælde gløden ud af piben igen, før han trampede ud i marken eller gik hen til en af sine naboer. Han holdt meget at at få en sludder og var meget populær. Jeg kom hjem igen de sidste år jeg gik i skole, og fandt da, at den gamle lærer var død, og vi fik kort efter en ung lærer, somv ar seminarist, og som lærte os godt; jeg kom snart til at stå højt hos ham og var i lang tid, før jeg forlod skolen, øverst i klassen og altså den dygtigste elev. Jeg blev konfirmeret den 8. april 1888 af pastor Tolstrup efter at have gået til forberedelse hele vinteren. Det var en besværlig vej fra mit hjem til præstegården i Hellevad, når sneen lå i dynger på mark og enge. Både pastor Tolstrup og den unge lærer i Raunstrup skole var dybt religiøse, og jeg var meget grebet af alle de gode forsæt, som de prøvede at indpode i vore sind, før vi aflagde løftet om at ville tro på Fader, Søn og Helligånd og forsage djævelen og alt hans væsen. Man prøvede med andre ord på at lade vort unge og let modtagelige sind med følelser af en så inderlig religiøsitet at det kunne vare til vore dages ende. Jeg har dog senere gjort den opdagelse, at somme folk vel kan være religiøse eller i hvert fald lade, som om de var og dog ikke være ærlige og pålidelige mennesker i deres handel og samkvem med andre mennesker. Min bedstefader (H.C. Sørensen) var ikke, i hvert fald udvendig set, religiøs og dog var han en meget ærlig og retskaffen mand, og jeg kan godt forstå, at han kunne blive vred, når han så folk som gik omkring og prædikede, ikke undse sig for at snyde deres medmennesker, når de havde lejlighed dertil.
I det år, da jeg blev konfirmeret blev åløbet Ryå fra Raunstrup mølle til Hammelmose Mølle gjort lige og uddybet for at forbedre engenes afvanding. De fleste steder blev der gravet et nyt åløb i steden for den gamle å, der gik i kringelkroge i engene, og da det nye løb blev gravet dybere, havde det til følge, at enge og tilstødende marker blev mere tørre, så heste og kvæg kunne gå der, uden at der var fare for, at de gik i blød. Da åløbet langs med Ågårdenes enge blev gravet mellem deres lave marker og deres enge, havde dette til følge, at disse gårde fik deres enge på den anden side af åen, og at de som følge deraf måtte lægge broer over åen for at komme til deres enge. Dette kunne have været undgået, da den nye å let kunne være bleven gravet midt i engene, hvilket ville have nødvendiggjort, at lodsejerne, hvor deres enge, eller en del af dem, ville være kommen på den fejle side, ville have kunnet gøre magelæg. Denne retning langs med ågårdenes enge, skyldtes vist repræsentationen af vor nabo Christian Nielsen til de myndigheder, som afsatte det nye vandløb og blev gennemført til trods for min faders protest. Hvad fordel Christian Ågård kunne have af denne ordning, kan jeg ikke forstå; han måtte lige som sine naboer købe bjælker og planker og lægge broer over åen for at kunne komme ind på sine enge. Han var en mand, som altid mente, at han var klogere end andre folk og holdt af at prædike for folk, især i politik. Denne mand brændte dog sine fingre slemt, da han ville være hovedmanden for at bygge mejeriet Raunstrup og pludselig opdagede, at den ældste søn af Jørgen Christensen, Lille Kraghede, en mand som blev kaldt Chresten RIsager, havde sat sig i spidsen for at oprette dette mejeri fra 1. november 1898, da en tiårig periode i Hjallerup Mejeri var til ende. Chr Aagaard blev så forbitret over at han ikke blev taget på råd derom, at han fortsatte at levere sin mælk til Hjallerup Mejeri, skønt det nye mejeri blev bygget tæt ved hans gård, og det lykkedes ham tillige at overtale flere folk i landsbyen Ørum til at fortsætte at levere mælk til Hjallerup Mejeri. Hans broder Peter Ågård havde da købt den østre gård i Ågårde, og han gik med sin broder, så min fader, som boede midt imellem dem, måtte levere sin egen mælk til Raunstrup Mejeri; men det lå så nær ved ham og ved de to brødres gårde, at man kunne gå dertil i fem minutter, mens Hjallerup Mejeri lå en halv mil borte. Raunstrup Mejri havde leverandører en halv mil mod vest, disse folk havde da også haft en hel mil at køre til Hjallerup. Åen som løb midt igennem sognet, delte beboerne i to fjendtlige lejre, der var altid strid imellem dem. Beboerne i Ørum by mente de var de ledende, og at de folk, som boede sønden for åen for en stor del var udflyttere, som havde opdyrket de store hedestrækninger, der kaldtes Ørum Sønder Hede. SOgnets navn var Ørum, og landsbyen tæt ved kirken, som dog ikke lå i selve landsbyen men et stykke længere mod syd, kaldtes Ørum. De ville have været tilfredse, dersom mejeriet kunne være bleven bygget nær ved Raunstrup Mølle; men de mænd som bestemte byggepladsen, fandt dette for langt mod øst og byggede det tæt sønden for Ågårdene. Tilslutningen til dette mejeri blev dog overvældende og kun få af Ørum bys beboere undlod at slutte sig dertil.Ejeren af hovedgården Nørre Raunstrup, proprietær J.C. Brendstrup sluttede sig dertil med 2 gårde, som han ejede, han havde nemlig foruden Nørre Raunstrup en gård på opdyrket hede og mose tæt ved mejeriet, og som var lige så stor som den gamle gård.
Jeg og min ældste broder Christian sled hårdt om sommeren med at køre den masse tørvejord og sandjord bort, som var gravet op af det nye vandløb. Om vinteren tærskede vi med plejle på loen, skar hakkelse med en maskine, hvor der måtte 3 eller 4 drenge i arbejde med at køre maskinen rundt, mens en mand fodrede den med strået, som skulle skæres i hakkelse til hestene.
Det var i den såkaldte provisorietid, da de to partier Højre og Venstre stredes vældigt angående Københavns befæstning, som jo blev gennemført til trods for Folketingets modstand ved de såkaldte provisoriske love. Det blev jo som tiden gik en unyttig foranstaltning men de folk, som modarbejdede de, havde sikkert grumme ldit forståelse af sagens nødvendighed eller unytte. Man kunne ingen steder komme iblandt folk uden at høre stort skænderi om regeringens handlemåde. De fleste bønder tilhørte jo Venstrepartiet, som var imod regeringen og dens chef excellencen Estrup, som kongen Christian 9. beholdt i mange år til trods for at Folketingets flertal var imod ham.
Min moder, som var meget interesseret i den politiske kamp, rejste ofte til møde, hvor folk med talegaver angreb regeringen. Hun hørte et steds højskoleforstander Fogt fra Try og hun fik faders tilladelse til at sende mig ned til hans skole midt i Dronninglund sogn. Der var det meningen, at jeg skulle lære noget mere end hvad, jeg havde lært i almueskolen i S. Raunstrup. Foruden Fogts egen søn var der præstens søn, en skolelærers søn, en søn af en købmand og en fattig mands søn fra Øster Hassing som sammen med mig boede hos Fogt.
Vi læste fysik, kemi, matematik, historie, tysk og engelsk, men Fogt havde alt for få kundskaber i alle disse fag, især hans kendskab til engelsk var så lidt bevendt, at vi snart forstod mere end han- Vi studerede også botanik og gik omkring i marker og enge og samlede planter, som vi tørrede og satte i et såkaldt Herbarium. Fogts højskole fik som alle andre højskoler en understøttelse fra staten, og da ubemidlede elever, som gerne ville på højskole en vinter, også kunne få hjælp dertil, kunne Fogt holde skolen på benene, selv om han ikke havde mange elever. Om vinteren havde han gerne mellem 20 og 30 karle, hvoraf de fleste fik understøttelse. Jeg og den fattige mands søn var der et helt år. FOgt ville have os til at læse for at blive lærere, men jeg tænkte på at ville prøve på at tage præliminæreksamen, så jeg kunne komme i statens tjeneste, post-, told-, eller jernbanevæsen. Så var det, at jeg skrev til realskolebestyrer Juul i Hals og fik tilbud om at komme der og prøve på at tage denne eksamen i 2 år. Det var en hel ny verden, som lukkede sig op for mig i det smukke idylliske Hals ved indløbet til Limfjorden. Jeg sled vældigt i alle fag og var særlig dygtig i sprog, historie og stil, medens regning og matematik ikke var så tiltrækkende. Der var elever fra alle Vendsyssels egne jeg har nævnt flere af dem i min slægtshistorie og skal derfor ikke komme ind derpå igen. Jeg blev inviteret ud et par gange til præstegårde i det vestlige og nordlige Vendsyssel, og vi havde det rigtigt dejligt dernede ved havet, fjorden og de grønne skove, vi badede i Limfjorden om sommeren, løb på skøjter der om vinteren, sejlede ofte ud til havet i både, som vi lånte. Mange af eleverne var voksne karle, og der var ofte store diskussioner på vore værelser om aftenen. Den eneste sport vi havde var gymnastik, og i den henseende var vi jo langt bagefter England. Min eksamen var jo næsten glimrende, jeg bestod med udmærkelse (112 2/8 points), det højeste man kunne opnå var 120 points, når man fik UG (udmærket godt) i alle fag. Jeg skulle jo have læst videre og have taget studentereksamen; men min fader anså alle disse udgifter for spildte penge og troede, at jeg kunne have opnået en god stilling, når han havde spenderet et par tusinde kroner på min uddannelse. Hvis jeg havde haft, hvad man kaldte protektion, gode venner til at anbefale mig, så kunne jeg vel også have kommet i vej i statens tjeneste, men det havde jeg ikke som så mange andre og gik derfor og ventede forgæves på at få ansættelse ved Statsbanerne. Imidlertid blev jeg for gammel og efter at have taget midlertidige pladser som vikar ved skoler, tog jeg plads som mejerielev, lærte snart smør- og ostelavning og regnskab efter docent Fjords system. Jeg var så så uheldig at blive antaget som bestyrer af Raunstrup Mejeri, før jeg havde fuldendt min uddannelse, idet jeg ikke nåede at komme på en såkaldt mejeriskole. Skønt jeg havde lært meget mere end de fleste mejerister, blev disse foretrukne, når en plads skulle besættes, og jeg kunne ikke få en bedre plads end den, jeg havde, hvor man ikke gav mig en ordentlig løn for mit arbejde. Det var derfor, at jeg søgte at komme bort; men da jeg ikke kunne få en bedre plads i Danmark, måtte jeg se at finde en plads i udlandet, hvilket førte til, at jeg rejste til øen Jersey, hvor jeg nu har været snart i 35 år og mener, at jeg har gjort et stort arbejde her, hvilket vel også anerkendes af de fleste af dem, som jeg har arbejdet for. De vanskeligheder, som jeg har måttet kæmpe imod på Jersey, har også været mange, da Øen jo slet ikke som Danmark er et mejeriland, men hvis hovedindustri er noget ganske andet end fremstilling af mejeriprodukter.

Jeg og min kone og vore fire børn rejste fra Vendssyssel lige efter juledagene i året 1907 og vi rejste ned til min kones søster Eline, som boede i Homå ved Grenå og var gift med gårdejer Rasmus Jørgensen. Jeg husker, at jeg og min svoger var ude at skyde nytår ind der og at Rasmus Jørgensen knækkede en rude for sin fætter, som var skrædder i Homå. Der lå sne på jorden, da jeg tidlig om morgenen gik til Trustrup station for at tage med toget til Randers, hvor jeg havde en kuffert med mit rejsetøj stående. Jeg kom til Esbjerg om aftenen og sejlede straks med et af de forenede Dampskibsselskabs skibe til Parkiston ??; vi kom så vidt jeg husker ind så sent næste aften, at vi måtte tilbringe den anden nat om bord, så vi først kom til land næste formiddag. Jeg fik min store kuffert sendt med drager fra Liverpool Street Station til Waterloo Street Station, hvorfra jeg skulle tage med et tog til Southampton om aftenen. Dagen tilbragte jeg med at se London og det tog mig hele dagen, idet jeg vandrede gennem "the City". Vejret var temmelig koldt, og der var koldt i toget, jeg husker det blev opvarmet ved, at der blev lagt en jernkasse på gulvet i kupeen, og derpå ved hjælp af en slange sendt damp i kassen, som så blev varm og opvarmede kupeen. Damperen sejlede ved midnatstid ned gennem Southampton Water, the Solent mellem Øen Whight og England ned tværs over Kanalen, til vi kom til øen Guernsey, hvor vi aflæssede fragt og passagerer; derefter fortsattes turen til Jersey, hvor vi løb ind midt på formiddagen. Jeg fandt en drager, som tog min kuffert op til Hôtel de l`Europe, mens jeg selv gik derop langs med de høje granitmure, som er byggede under Fort Regent; vi var nemlig løbet ind i Victoriahavnen, den yderste havn, som dengang benyttedes af Southern Railway Company`s skibe, der sejlede mellem Kanaløerne og Southampton. Jeg blev modtaget af Monsieur og Madame Tremel, som da drev hotellet. Han var fra Bretagne og en flink mand, hans kone, som var en Jerseypige, var et galsindet kvindfolk, som jeg ikke kunne lide. Jeg var der dog kun nogle få dage og indlogerede mig derefter hos en Mr. Williams, som var Chiropodist og boede i Gloucester Street tæt ved det lille teater, hvor man hver aften hørte billetsælgerne råbe prisen på "tidlige døre". Monsieur Tremel havde straks taget mig op til Landhusholdningsselskabets kontor tæt ved hotellet, hvor jeg traf mejeriets formand Mr. J.A. Perrée, som var sekretær for dette selskab. Han gik straks med mig til Don Street, hvor en bygmester var ved at indrette en stor, gammel 3-etages bygning til mejeri. Alle maskinerne lå i et skur i gården, og man ventede på, at en montør skulle komme fra London for at stille dem op. Jeg så straks, at jeg ikke ville få noget at bestille de første 2 eller 3 måneder og gik så i gang med at lave planer for regnskabsbogen, samtidig med at jeg lærte at tale og forstå engelsk, som jeg ikke havde haft megen øvelse i hjemme, skønt jeg havde bestået min eksamen i skriftlig og mundtlig engelsk med udmærkelse. Efter en tid fandt jeg, at jeg kunne behandle sproget bedre end mange af beboerne på øen. Bybefolkningen talte engelsk, og en god del af dem også fransk. Ude på landet talte landmændene en fransk dialekt foruden engelsk, hvilket sprog nu bruges ved undervisningen i skolerne og i kirken. I det hele synes fransk mere og mere at give plads for engelsk, fordi ind- og udførsel går fra og til England. Fransk er jo  meget nødvendig for folk, som har handelsforbindelse med Frankrig og som rejser dertil, hvilket land er så nær at man kan se dets kyst mod øst fra næsten erhvert punkt på øen. Da jeg opdagede, at det ville være nødvendigt for mig også at forstå dette sprog, tog jeg efter en tid timer i fransk og dette kom mig siden til stor nytte, ikke alene som sekretær for mejeriet, men også når jeg flere gange havde lejlighed til at rejse over til Frankrig.
Omtrent 14 dage efter min ankomst til Jersey, kom montøren over for at sætte maskinerne op. Han var en dansker, som arbejdede for firmaet Burmeister & Wain, hvis hovedkontor var i Dublin, men som også havde en filial i London. Det tog ham 3 måneder at installere alle maskinerne, og i den tid havde jeg jo ikke ret meget at gøre foruden at lægge planer for regnskabet, så bøger kunne blive trykt med engelsk tekst. Vi havde vanskeligheder med at bygge en skorsten ved dampkedlen, da det viste sig, at bygningen og hele nabolaget var bygget over gamle enge, over hvilke der i sin tid var bleven opdynget fyld, og så snart man gravede nogle fod ned, kom man til en sort, vandfyldt masse mudder. Under dette var der atter ler og grus og 30 fod under overfladen på dette sted, som var midt i byen, nåede man den faste klippe. Oven på den var der en stor ansamling af vand, som kom ned fra højderne omkring byen, og vi kunne få vand nok ved at bore ned til klippen. Men da bygmesteren ikke ville grave ned til klippegrunden for at bygge fundament for skorstenen, måtte han læne den imod hovedbygningen, da han ellers frygtede for, at den ville vælte. Han byggede så videre i højden fra et hjørne af bygningen. Husene i flere gader der i nærheden er byggede på denne gyngende grund, og når en kulvogn med jernringe på hjulene kørte gennem porten ind i gården over den ujævne granit brolægning, rystede hele bygningen.
Der har sikkert for mange hundreder år siden været en sø, hvor nu byens midte er; den er så i tidens løb groet efter, er bleven til en eng med et par bække, der har fundet deres vej ud til havet igennem en klitrække, som haar dannet en vold mellem havet og søen; thi nær havnen og esplanaden er underlaget det bare sand, og der er ingen levning af mose. Det har været her som mange andre steder, man har bygget hus på steder, hvor man ikke skulle have indrettet boliger til mennesker og hvor det desuden er kostbart at oprejse solide og varige bygninger.
I midten af april 1908 bar mejeriet færdig til at tages i brug. Jeg havde imidlertid i slutningen af marts hentet min kone og vore fire børn i London, og da jeg ikke fandt, at et lille hus, som lå bag i mejeriets gård, var en passende bolig for os, måtte jeg leje mig ind i et lille hus i udkantet af byen. Vi var der dog ikke ret længe, men fandt et hus et andet sted, hvor der var en smule have, og vi ville sikkert være bleven boende der i lang tid, dersom huset ikke var bleven hjemsøgt af rotter, som havde fundet vej ind under gulvene. Vi måtte ned midt i byen til et hus, hvor der ingen have var. Da dette hus tilhørte en mand, som ahvde en garage ved siden af det, og han ønskede at formanden i garagen skulle bo i huset, måtte vi flytte igen. I det hele taget måtte vi flytte mange gange fra et sted i byen til et andet, indtil mejeriets bestyrelse endelig efter mange års forløb byggede en lejlighed på 2. sal i mejeribygningen og lod os bo der uden at betale husleje. Det var jo en fordel på en måde, men det var ikke et sundt sted at bo, og jeg antager, at jeg fik gift i blodet der, fordi vi boede oven på et sted, hvor der vist opsteg sumpgas og måske også gas fra kloakerne. Jeg havde der et frygteligt angreb af forgiftning i maven. Lægerne troede, at jeg havde spist skaldyr såsom hummere og krebse, men jeg rørte dem aldrig. Jeg led også af åreknuder på mit venstre ben, hvilket flere gange kastede mig på sygelejet, da sår brød ud på anklen og gjorde det vanskeligt for mig at gå. Dette er jeg bleven skilt ved efter at have flyttet bort fra mejeriet. Som sagt mejeriet begyndte sin virksomhed den 14. april 1908, og da vi snart gik den tid i møde, da der var mest mælk, fik vi jo travlt med at lave smør. Jeg havde måttet tage folk, som ikke var vant til at arbejde på en smørfabrik, og dette sammen med de fremmede forhold og sproget forårsagede mange vanskeligheder til at begynde med. Vi havde det uheld, at en del smør, som var lagt ind i et lille kølerum blev delvis fordærvet. Dette skyldtes flere omstændigheder. Isoleringsmaterialet var for dårligt, det blev bygget sidst og var ikke ganske tørt, det blev nemlig bygget af ler og strå blandet med granuleret kork og opført lige som man laver beton nemlig rørt sammen i vand og kasset op. Desuden var der begået en fejl ved,a t der ikke var tilstrækkelig saltlage i evaporatoren og i de beholdere, som var ophængt i kølerummet. Da det blev opdaget, at saltlagen løb tilbage til evaporatoren når pumpen blev standset, prøvede man på at give mig skylden for, at smørret var bleven fordærvet, fordi jeg ikke havde lukket en hane, som ville have forhindret at 6 beholdere i kølerummet løb tomme, og formanden kaldte mig op på sit kontor og foreslog, at jeg skulle opgive min stilling af den grund. Dette var en stor uretfærdighed, thi montøren skulle jo have givet maskinpasseren, som startede og standsede alle maskinerne besked på at lukke denne hane, når han standsede pumpen, som sendte lagen fra evaporatoren ind i beholderne i kølerummet. Dersom der havde været tilstrækkelig lage, ville det have været unødvendigt at lukke hanen, fordi afløbet fra beholderne gik et stykke ned i evaporatoren, og så snart dette afløb kom under lagens overflade, holdt lagen op med at løbe tilbage, da beholderne var lufttætte. Med andre ord dette system virkede som et kviksølvsbarometer. Montøren påstod senere, da han kom over igen for at lave en ændring ved pasteuriserings apparatet, at lagen måtte være løbet over kanten af evaporatoren og løbet på gulvet; men grunden var simpelt hen, at han ikke havde lavet tilstrækkelig saltlage af calcium-chloride til at fylde både evaporatoren og beholderne i kølerummet.
Jeg havde som medhjælp en mand, som var antaget som sekretær, da alle de penge, som krævedes til mejeriets start, var indkomne som aktiekapital, og et sådant selskab (limiteret kompagni) skulle ifølge loven have en sekretær. Da Jersey`s landmænd havde et andet mejeri eller rettere sagt en mælkeforsyning, som forsynede byen Saint Helier med mælk og dette mejeri også var et aktieselskab, var det bleven bestemt, at de to selskaber skulle have den samme mand som sekretær og de var blevne enige om at dele halvt om betalingen af hans løn. Denne amdn var imidlertid ikke kontorist men var oplært som kommis i en kolonialhandel, og han blev derfor anmodet om at gå rundt og introducere vort smør til de stedlige kolonialhandlere. Dette var praktisk talt alt, hvad han gjorde, for kontorarbejde gjorde han ikke noget af; vi havde en kontorist som førte alt, hvad vi købte og solgte til bogs, og som tillige var kasserer. Landmændene, som sendte os deres mælk, blev betalt hver 4. uge med cheques. På sin runde indkasserede sekretæren penge fra de af vore kunder iblandt de handlende, som ikke selv betalte os; og dette blev hans undergang, thi han beholdt nogle af pengene og kunne ved slutningen af vort finansår (den sidste dag i februar) ikke gøre rede for dem, hvilket førte til hans arrest. Denne mand gjorde alt, hvad han kunne, for at blive af med mig og troede at uheldet med smørret ville give ham en god lejlighed dertil. Dette skete jo ikke,



© • CMS • © •Copyright daic.dk • Egebjergvej 33, 5771 Stenstrup • Tlf. 6226 1341• Fax. 6321 0557 • E-mail