Dette kunne være din reklame
DAIC

Den danske andelsbevægelse - de første 100 år

Nu afdøde historiker Claus Bjørns jubilæumstale tale i 1999

Deres Majestæt! Hr. formand for Folketinget! Hr. statsminister!
Mine damer og herrer!

mejeribestyrelse.jpg


Når man som historiker kaster blikket tilbage over de forløbne 100 år – og for baggrundens skyld en god menneskealder længere tilbage – så står det klart, at der har været og er større og mere magtfulde organisationer end Danske Andelsselskaber, De samvirkende danske Andelsselskaber og Andelsudvalget.
Men der er meget får organisationer, der i det hundredeårige perspektiv har repræsenteret så bredt og så meget, som netop denne organisation.
Andelsbevægelsen – og når jeg her anlægger den historiske vinkel er der ingen grund til at reagere på ordet bevægelse – er og har gennem hele historien været en integreret del af vor samfundsøkonomi, vor kollektive erindring og – hvorfor ikke – af vor identitet som danskere. Det er set fra udlandet, både det nære og det fjerne, et af de karakteristika, man forbinder med Danmark, og jeg er ganske sikker på, at hvis en TV-reporter en dag standsede et tilfældigt udvalg af danskere en lørdag formiddag og spurgte om, hvad der var et særligt dansk kendetegn, så ville andelsbevægelsen dukke op med en pæn placering. I det mindste hvis intervieweren befandt sig et sted vest for Valby Bakke!
"Danmark" er en brugsforening", bjæffede nu afdøde Palle Lauring i indledningssekvensen til Paul Hammerichs Danmarks-krønike på TV for nogle år tilbage. skal vi her på Danske Andelsselskabers 100 års dag ændre en lille smule i citatet og hævde, at "Danmark er en andelsforening". I hvert fald repræsenterer den jubilerende organisation noget meget dansk.
Danske Andelsselskaber har aldrig befattet sig med partipolitik, men det var politisk bevidste personer, der var initiativtagere til organisationen. Og det forekommer som mere end et tilfælde, at et af de stiftende møder fandt sted i Folketingets formandslejlighed, der hvor Rigsdagens boede og hvor nu Østre Landsret har til huse.
Det var to år før "den skønne julidag" i 1901, da folketingsparlamentarismen blev indført ved det politiske systemskifte.

Som sagt – andelsbevægelsen og Danske Andelsselskaber har aldrig befattet sig med politik, men man er vokset op og vokset sammen med det danske folkestyre. Det er noget ganske kendetegnende for andelsbevægelsen i Danmark, at den ikke, som det er tilfældet så mange andre steder – signalerer ganske bestemte ideologiske eller politiske markeringer, men at man herhjemme har taget andelsformen i brug, når man har haft brug for dem, uden dermed at gå til højre eller venstre i det politiske spektrum. Det er landbrugets andelsvirksomheder, der fylder i billedet, og det er først og fremmest landbrugets andelsbevægelse, der er medlemmer i Danske Andelsselskaber, men det var den kommunistiske folketingsmand Robert Mikkelsen, der en gang sidst i 40’erne kom på idéen om de private andelsboligforeninger. andels- er noget, vi alle kan betjene os af som danskere.
1. Billede – Svejstrup Østergaard med folk)
Det begynder her. En mellemstor går i det østlige Jylland, hvor fotografen er kommet forbi omkring 1890. Og her er familien stillet op med karle, piger og elever. Man er i sit bedste tøj, og man præsenterer cyklen, der har kostet den unge mand, hvad der svarer til et halvt års løn som karl. Andelsbevægelsen har sin baggrund i den frigørelses- og moderniseringsproces, der blev indledt sidst i 1700-tallet og som hundrede år senere havde placeret den mellemstore gård som kernen i dansk landbrug. Og det danske samfunds hele omsætning var, som nationaløkonomen V. Falbe Hansen formulerede det, centeret om landbrugets produktion. Det skulle blive den danske landmands "finest hour", da han evnede at omlægge – ikke sin produktion, men sin produktion til afsætning – fra vegetabilske til animalske produkter.
Vi havde allerede fra 1840’erne lært at se mod vest, når det gjaldt eksporten. Storbritanniens stadigt voksende bybefolkning, der langsomt kunne øge sit forbrug og sin levefod, efterspurgte ganske som det er tilfældet i adskillige asiatiske lande i vore dage, i øget omfang kød, mejeriprodukter og æg. Det var dette heldige samspil af vor nære beliggenhed ved det voksende marked og en hjemlig struktur, hvor de
60.000-70.000 gårde var i fuld gang med at lægge almuebonden bag sig for at fremstå som den moderne, rationelt arbejdende og skolede landmand, der muliggjorde landbrugets omlægning til det produktionsmønster, vi stort set kender den dag i dag. De folk, vi ser her på Svejstrup Østergaard ved Skanderborg, er i mere end én forstand "klædt på" til den ny tid, hvor man producerer for verdensmarkedet på verdensmarkedets betingelser.

2. Billede – en vestjysk mejerigeneralforsamling)
Maleren Hans Agersnap var vestjyde og opvokset ikke så langt fra Hjedding, og han har her malet "En vestjysk mejerigeneralforsamling".
Det er vel ikke noget værk, der sætter skel i dansk kunsthistorie, men det er en redelighed over de mørke – som man fornemmer det lidet talende skikkelser med det netop i Vestjylland endnu i 1880’erne benyttede sorte kravetøj. For det var jo her, det begyndte med oprettelsen af Hjedding Andelsmejeri i 1882. Der har været andre steder, der gjorde krav på at være Danmarks- og dermed verdens – første andelsmejeri, men det var nu engang Hjedding, der blev efterlignet.
Allerede i 1883 rejste man mejerier i egnen mellem Varde og Skjern efter modellen fra Hjedding, og snart efter var landet dækket af andelsmejerier. Ddet er med andelsmejerierne, det begynder. Ganske vist havde man siden 1866 haft brugsforeningerne – og ganske vist var brugsforeningerne efter de første få år flyttet ud på landet – men med andelsmejerierne tager man denne organisationsform i brug også på produktionssiden. Man havde brugsforeningerne som forlæg, og man havde i landbosamfundet en udbygget foreningskultur med spare- og sygekasser, med brandassuranceforeninger og andre økonomiske sammenslutninger, der i realiteten fungerer som andelsforeninger. Det var ikke tilfældigt, at gdr. Niles Hansen Uhd, der en februarnat i 1882 forfattede vedtægterne for Hjedding Andelsmejeri, havde revideret eller skrevet love for en række af Ølgodegnens lokale sammenslutninger.
Tilbage er billedet. Den unge pige, der bærer bakken ind, er skildret lige så statuarisk og alvorligt som de tilstedeværende andelshavere. Kun den unge mand med det hvide kravetøj – vej mejeristen – er der anderledes liv i og en tydelig venden sig mod pigen. Og det var en af nu afdøde direktør Th. Mathiassens ynglingshistorier, når han beskrev dette billede, der hænger på Mejerikontoret i Århus, at de to unge faktisk fik hinanden!

3. Billede – Horsens Andelssvineslagteri)
Maleren Rasmus Christiansen var fra Horsensegnen, og han har her – adskillige år senere, men med en trofasthed overfor emnet – fastholdt det første andelssvineslagteri i Horsens og den første bestyrelse, hvor man let kan udskille seminarieforstander P. Bojsen, Gedved, med det kort, studsede fuldskæg. Rasmus Christiansen holdt af heste – det ses af skildringen af spandet til højre i billedet!

Andelssvineslagterierne kom i den næste bølge. Her skulle man kæmpe med en allerede etableret privat slagteribranche. Og her var fabriks- eller industripræget fra begyndelsen mere udtalt end i mejerierne, der frem til vor tid hørte hjemme i lokalsamfundet. Andelssvineslagterierne blev den anden grundpille i landbrugets andelsbevægelse. Fra at have været en kun lige accepteret produktion til eget forbrug eller lokal afsætning, skulle svineproduktionen herhjemme tage til i betydning – ja det var en ofte gentagen vittighed fra eksamen i geografi i folkeskolen, at eleven forfjamsket får sagt, at Danmark er det land, hvor der er mindst forskel på mennesker og svin! Andelssvineslagterierne har nu i en årrække været afgjort største branche i dansk landbrugs andelsbevægelse, og det største danske andelssvineslagteri er en af de allerstørste enheder i verden.
Der fulgte Dansk Andels Ægeksport, grovvareforeningerne og efterhånden et netværk af indkøbs- og afsætningsforetagender. Men det var i Hjedding i 1882 og i Horsens i 1887, det begyndte. Her blev andelsformen prøvet og fundet brugbar i landbruget.

4. Billede – Severin Jørgensen)
Æren for at have taget initiativet til Andelsudvalget – den oprindelige betegnelse for Danske Andelsselskaber – tilkommer Severin Jørgensen, der få år forinden havde fået samlet de danske brugsforeninger i Fælllesforeningen for Danmarks Brugsforeninger (FDB). Severin Jørgensen var ambitiøs på andelsideens vegne – og på vegne af sin egen fællesforening – og havde gerne set et tættere og mere vidtgående samarbejde etableret, ikke mindst på det pengemæssige område. For Severin Jørgensen var der ingen tvivl om, at andelsbevægelsen repræsenterede de tredje vej mellem kapitalisme og socialisme. at man forenedes i samarbejde og ikke i kappestrid – at man gennem det solidariske ansvar var forpligtet på dette samarbejde, var væsentlige værdier for ham.
Severin Jørgensens indsats her i den indledende fase betød, at det fællesorgan, man skabte i henved tre fjerdedele af de hundrede år, omfattede både landbrugets andelsvirksomheder og brugsforeningerne.
Men meget langt op i dette tidsrum var brugsforeningsbevægelsen også for størstedelens vedkommende hjemmehørende på landet.
Medlemskredsen var langt hen ad vejen den samme. Der var dengang mere, der bandt sammen, end der var, der skilte.

5. Billede – Anders Nielsen)
Det blev imidlertid Anders Nielsen, Svejstrup Østergaard – så forvekslede man ham ikke med venstrepolitikeren af samme navn – der afgørende kom til at præge arbejdet i Andelsudvalget, formede andelsbladet og i det hele taget talte på landbrugets og andelsbevægelsens vegne. Han var enestående som agigator. Ingen kunne som Anders Nielsen i tiden fra 1890’erne og frem til 1. Verdenskrig formidle sin egen energi og optimisme til sine standsfæller. Vi kan- og vi vil – løse opgaverne selv, og han formåede også at få andre til at tro på, at det bedst lykkedes med ham i spidsen. Utrolig meget overkom han.
Han stod i spidsen for en række af de store virksomheder, han redigerede andelsbladet gennem mere end et kvart århundrede, og ældre landmænd vil kunne huske "Anders Nielsens Lommebog" – den i mange år mest udbredte kalender for landmænd.
Anders Nielsen var den store organisator. Han forstod bedre end de fleste af sine standsfæller, at det nye samfund ville blive - om ikke styret, så meget stærkt domineret – af organisationerne, der omfattede alle og som bevægede sig på landsplan. Derfor byggede han ikke blot landbrugets andelsnetværk op – men det var fremfor alt hans drivkraft og ihærdighed, der førte til dannelsen af Landbrugsraadet i 1919. De opgaver, som Danske Andelsselskaber løser i dag, er i mangt og meget de samme, som Anders Nielsen lagde ind i andelsudvalgets virksomhed i den lange årrække, han var den drivende kraft i arbejdet.
Anders Nielsen var også den, der formulerede andelsbevægelsens så at sige ikke-ideologi. vi er blevet et andelsfolk, fordi det var økonomisk fordelagtigt, sagde han. Vi skal have de andelsvirksomheder, der er brug for, og ikke flere, skrev han. Danske landmænd skulle tage andelsformen i anvendelse. hvor han havde brug for at forsvare eller hævde sine økonomiske interesser. Andelsbevægelsen udsprang af den danske bondes kamp for frihed og ligestilling siden slutningen af 1700-tallet, og den skulle nu værge de mange tusinde, selvstændige bedrifter og selvstændige hjem på landet. Ingen anden har formået som Anders Nielsen i skrift eller især måske på en talerstol at formidle de holdninger og værdier, der bar den sejrende gårdmandsstand frem i årene efter systemskiftet i 1901.
Det skulle blive Anders Nielsens skæbne, at 1920’ernes tilbageslag ramte ham på hans person. Den tillid, han havde kunnet bygge på i opgangstiderne, og som han indfriede til fulde, blev slidt op.

"Fortid med fremtid" har vi valgt at kalde det jubilæumsskift, der er udarbejdet i anledning af Danske Andelsselskabers 100 års jubilæum. Det siger sig selv, at man især ser tilbage ved en sådan lejlighed, men at det sker ud fra et aktuelt perspektiv. Derfor denne forside fra et andet jubilæumsskrift her til afslutning.
Luren skulle blive symbol på om ikke dansk landbrugs andelsbevægelse – så på bevægelsens produkter – og det var i øvrigt også den netop omtalte Anders Nielsen, der praktisk gennemførte lurmærket lige omkring århundredeskiftet. Og utallige gange siden har lurblæsere akkompagneret fremstød for danske mejeriprodukter både herhjemme og i udlandet!
Danske Andelsselskaber står her i jubilæumsåret med en hundredårig historie, men også med en række opgaver i de kommende år. man har opgaver overfor medlemmerne – medlemsvirksomhederne – men man har som opgave at servicere medlemsvirksomhederne i forhold til myndighederne – både herhjemme og i det europæiske samarbejde. I disse sammenhænge har det vist sig stadig tydeligere, at der er noget særlig dansk over dansk landbrugs andelsbevægelse, en forankring i en hjemlig tradition, der ikke nødvendigvis lader sig overføre til andre niveauer. at fastholde og forklare dette særligt danske som ikke blot er andelsbevægelsens, men også i vid udstrækning vor fælles fortid, kan nok give Danske Andelsselskaber rigeligt at se til i den fremtid, der allerede begynder i morgen.

 


© • CMS • © •Copyright daic.dk • Egebjergvej 33, 5771 Stenstrup • Tlf. 6226 1341• Fax. 6321 0557 • E-mail